Kyllingeboller i sødkartoffel karry (6+ mdr.)

Denne ret er sådan en rigtig børneret, da den er spækket med grønsager, men uden at de er til at mærke eller se. Det er i øvrigt også noget mit barnlige jeg godt kan lide. Jeg elsker den cremede konsistens og følelsen af at sidde og spise en god omgang comfort food er på 100%, når jeg spiser den her.

 
Hvis du ikke kan opstøve sød kartoffel, men måske i stedet kan finde hokkaidogræskar eller butternut squash, så kan du også bruge disse. De giver samme flotte farve, en dejlig smag og en cremet konsistens. På de voksnes tallerkener vil der helt sikkert mangle lidt salt, så jeg kan anbefale en kværn eller et saltkar på bordet, så de voksne kan salte maden efter tilberedning. :)
 
Da jeg serverede retten for Karla, fik hun banan og kokosflager på toppen. Kokosflagerne ville jeg undlade en anden gang - eller i stedet skifte dem ud med kokosmel. De blev nemlig lidt seje, da de havde suget noget af væsken fra retten og Karla havde lidt besvær med at spise dem. Bare så du er opmærksom på det, hvis du får samme tanke.


Kyllingeboller i sødkartoffel karry

Kyllingeboller i sødkartoffel karry

Giver en stor portion - nok til 4 pers.
Tid i alt: 60 min.
Kan fryses!
 

Kødboller

 

Ingredienser

  • 1 pk hakket kylling
  • 1 løg
  • 3 spsk havregryn
  • 1 æg
  • 1/2 dl mælk
  • Peber
 

Fremgangsmåde

  • Rør alle ingredienser sammen - i hånden eller med en elpisker.
  • Bring en gryde med rigeligt vand i kog.
  • Form kødboller med to spiseskeer, som dyppes i kogevandet (så klistrer farsen ikke fast) - eller med hænderne, hvis dette foretrækkes.
  • Kog kødbollerne til de popper op til overfladen og er faste i konsistensen. SMID IKKE KOGEVANDET UD!
 

Karrysauce

 

Ingredienser

  • 500 g sød kartoffel
  • 1 medium gulerod
  • 1 løg
  • 1 spsk karry 
  • 1 hønsebouillonterning
  • 1/4 l madlavningsfløde
  • Fedtstof til stegning
  • Kogevand fra kødboller
  • Æblecidereddike
  • Peber
 

Fremgangsmåde

  • Skræl kartoflerne og skær dem i tern.
  • Skær guleroden i skiver (jeg bruger altid økologisk og disse skræller jeg ikke).
  • Smid kartoffel og gulerod i en gryde og hæld vand på til det dækker.
  • Kog kartoffel og gulerod til det er blødt. Sluk herefter for blusset, men hæld ikke vandet fra.
  • Hak løget fint og steg det i fedtstof (jeg brugte en blanding af smør og olie) ved middel varme. De skal ikke tage farve, men bare blive klare.
  • Tilsæt karry til løgene, skru lidt op for blusset og varm karryen igennem. Tilsæt evt. mere fedtstof undervejs.
  • Hæld kartofler og gulerod inkl. kogevandet, det ligger i ned til løg- og karryblandingen.
  • Blend det til mos.
  • Tilføj bouillonterning og madlavningsfløde og kog saucen op. Juster konsistensen med kogevandet fra kødbollerne.
  • Smag til med æblecidereddike og peber.
  • Tilføj til sidst kødbollerne, varm det hele igennem og server.
 

Velbekomme!

3 kommentarer

  • Hej Signe.
    Hvor meget er en pakke hakket kylling?

    Anja
  • Hej Signe. Er det bulgur den serveres med, eller hvad kan du anbefale til baby på 6 måneder?

    Sophie
  • Hej Signe
    Hvor meget karry skal der i opskriften? :)

    Mette

Indsend en kommentar